New Nordic – Arkitektur & Identitet, udstillingskatalog, udgivet i forbindelse med Lousianas udstilling i 2012 - den første udstilling i en ny serie på Louisiana, der vil afsøge arkitekturens forhold til kultur og identitet. Findes der en nordisk identitet? Findes The Nordic Way? Kan man, trods globaliseringens tendens til at udviske nationale og kulturelle forskelle, stadig forstå identitet som noget, der knytter sig til bestemte steder? Og hvis det er tilfældet, hvordan har den nordiske identitet så udviklet sig i takt med resten af verdens udvikling? Det er nogle af de spørgsmål, som udstillingen satte fokus på.
Louisianas udstillingsserie om arkitekturens forhold til kultur og identitet beskæftiger sig med arkitektur som et felt, hvor kollektive erindringer og fortællinger afspejles materielt og rumligt. Denne udstilling ville afdække om nogle særlige – nordiske – træk går igen i arkitekturen, og om der er tale om et grundlæggende formsprog, der stadig nyfortolkes.
Gennem tre temaer undersøgte udstillingen, hvordan den seneste udvikling i de fem nordiske lande former sig. Temaerne udfolder det nye nordiske, herunder en genopdagelse af traditionen. Men nu bruges de geografisk bestemte kvaliteter på nye måder; traditionerne fortolkes på ny og grænser overskrides i stedet
for at blive trukket skarpt op.
Det nordiske viser sig måske især gennem sammenstødet mellem arkitektens kulturelle rødder, den faglige tradition, og så det forhold at det globale perspektiv er et uomgængeligt vilkår for mennesker i dag.
Udstillingens katalog indeholder bl.a. forord af Kjeld Kjeldsen, artiklerne ”Lyset tændes i natlandene” af Kurt Forster, ”Arkitektur giver form til vores tilværelse” af Michael Asgaard Andersen og Jeanne Rank Schelde, ”Mangfoldige og tilfældige identiteter” af Staffan Selander og Bente Aamotsbakken, ”At skabe steder” af Mari Hvattum, ”Nordisk modernitet: Social tillid og radikal individualisme” af Lars Trägardh, ”Bygningskunsten, den sociale kunst. Tanker om en nordisk offentlig arkitektur” af Peter MacKeith og ”Uformel sameksistens og herlighed for alle. Demokratiske byrum i Norden” af Tom Nielsen.
Mål: 28,5 x 22,7 cm
Sider: 216
Sprog: Dansk
Redaktører: Kjeld Kjeldsen, Jeanne Rank Schelde, Michael Asgaard Andersen, Michael Juul Holm
Forlag: Louisiana Publications