
Marisol revy 69
Vælg muligheder

Louisiana Revy, udgivet i forbindelse med Louisianas udstilling (okt. 2025) med den venezuelansk-amerikanske Marisol (1930-2016). Louisiana præsenterer den første store udstilling i Europa med denne glemte, gådefulde og radikale kunstner.
Marisol (1930-2016) står som en af de mest radikale og visionære kunstnere i sin generation. Hun blev født som María Sol Escobar i Paris i en venezuelansk familie, og døde i New York, hvor hun siden 1950 boede og arbejdede store dele af sit liv. Selv om hun opnåede enorm berømmelse, særligt i USA, og selv om hendes livsværk er gennemsyret af et originalt, kunstnerisk blik, har der endnu aldrig været en omfattende præsentation af kunstneren her i Europa.
Marisol brød igennem på den internationale kunstscene i de tidlige 1960'ere og blev en central og særdeles succesrig skikkelse på kunstscenen i New York. Her blev hun bl.a. nær ven med Andy Warhol, som i starten af sin karriere var både optaget af og inspireret af hende.
Marisol havde sit helt eget udtryk inden for popkunsten med sine bemalede og udskårne træskulpturer af figurer i næsten menneskelig skala. Ofte blev de sat sammen med fundne genstande i større tableauer, hvor hun blander popkunst med folkekunst. Man finder referencer både til tidlige kulturer i Mellem- og Sydamerika, men også til tidens fremstormende, amerikanske forbrugerisme og dyrkelse af berømtheder. Og så bruger hun igen og igen selvportrættet som et omdrejningspunkt.

Materialer og mål