Louisiana plakat med værket, Page, (2017), af den sydafrikanske kunstner, William Kentridge, (f. 1955). Plakaten udkom i forbindelse med Louisianas udstilling af Kentridge i 2017 med tegninger, film og installationer – heriblandt installationen, The Refusal of Time, (2012), som indgår i museets samling.
For godt 25 år siden gjorde Kentridge sig bemærket som tegner med sine korte animationsfilm, der bearbejdede hjemlandets problematiske apartheidhistorie. Ved hjælp af en karakteristisk stop-motion teknik med udgangspunkt i sine kul-tegninger, som stadig er hans karakteristika, levendegør han sine tegninger for beskuerens øjne, så vi kan følge, hvordan tegningen bliver til.
Louisianas udstilling i 2017 fokuserede på en række af kunstnerens sene værker fra perioden 2003-2016, der i deres anatomi markerer et nybrud i Kentridges oeuvre. En livslang begejstring for teater, opera, litteratur, film og musik er over de sidste 15 år kulmineret i en række virtuose installationer, hvor de nævnte kunstarter forbindes gennem levende billeder, ord, musik og scenografi. Scenen er så at sige sat.
I hjertet af Kentridges værk er mennesket: Det koloniserede, regulerede, undertrykte, flygtende eller drømmende menneske. Med stor humor, indlevelse og poesi skildrer værkerne, hvordan mennesket navigerer i verden, og hvordan vi er stærkt præget af og underlagt kortlægning, tidsbegreb og ideologi.
Mål: 115,8 x 84 cm
Obs: Plakaten sælges som på første billede, dvs. uden ramme.